Medlemskriterier
Optagelseskriterierne ser sådan ud:
A. En grunduddannelse som cand. psych. eller
anden kandidatgrad på universitetsniveau og en
fuldendt 3-årig gestaltterapeutisk
videreuddannelseeller:
B. Medlemsskab af Psykoterapeutisk Forening
og en fuldendt 3-årig gestaltterapeutisk
videreuddannelse.
Hvorfor
og Hvordan?
af Hanne Hostrup. Godkendt af styringsgruppen.
Hvorfor
kriterier?
Vi lever i pengenes og de hurtige løsningers
tid. Det giver sig bl.a. udslag i en trend, hvor
alt der gør ondt skal væk hurtigt og effektivt
- også hvis det drejer sig om ondt i livet. Man
kan uden at overdrive sige, at den nye
folkekarakter og kulturstrømning har
borderlinekarakter, hvor det onde og det gode,
det smertelige og det glædelige ikke kan leve
side om side. Når det onde (= det der gør ondt)
viser sig, betragtes det som sygdom, der skal
helbredes eller som en fejl, der skal rettes.
Gestaltterapeuter
er holister og eksistentialister, som tror at
lidelse og smerte er del af eksistensen nøjagtig
som glæde og vellyst. Vi tror ikke, at dette
vilkår kan benægtes eller fjernes uden, at
mennesket bliver fremmedgjort for sin eksistens.
Hvis vi lukker øjnene for en del af helheden,
vil livsfølelsen og dermed selvreguleringen
skades. En af vores opgaver som gestaltterapeuter
er således at vække klientens opmærksomhed
overfor helhedens/ eksistensens dobbelttemaer og
hjælpe hende/ham med at forholde sig aktivt og
ansvarligt til dem.
Når vi som behandlere møder tidens købe- og
benægtelsekultur, møder vi en forventning om,
at vi kan tage det onde væk og fikse klienterne,
så de ikke mærker, hvad de mærker, ser, hvad
de ser og ved, hvad de ved. Megen formel
behandling går derfor ud på at hjælpe klienten
hurtigt tilbage på det effektive (læs: det
gode) "normalitetstog".
(Folkesygdommen: Depression kan udmærket være
et symptom på denne livsholdning). Vi er ikke
alene oppe imod kravet om hurtig og effektiv
reparation, men også oppe imod det faktum, at vi
er nødt til at tjene penge, og det kan vi jo
kun, hvis vi tilfredsstiller markedets behov.
Hvis vi er usikre på gestaltterapiens teoretiske
og etiske fundament, fristes vi til at gå
"teknik-shopping" for at finde det
"værktøj, som giver hurtige og billige
løsninger.
Formålet
med GF
Formålet med en forening som GF er: at bidrage
til at medlemmerne kan udvikle og klargøre et
fælles filosofisk, teoretisk og praktisk
ståsted som giver sikkert fodfæste midt i
modestrømningernes pres. Formålet er endvidere
at beskrive, udvikle og formidle gestaltterapiens
teori og praksis. Dette kan kun lade sig gøre,
hvis alle i GF har en grunduddannelse og en
videreuddannelse, der sætter os i stand til
dette på et højt fagligt niveau. Dette sikres
når GF rummer en forskellighed, der giver faglig
variation og bredde uden at den faglige
kompetence udhules.
GF -
rent historisk
Da vi stiftede GF i 1997 havde vi omfattende
diskussioner af, hvilke kriterier, der skulle
opfyldes for at blive medlem. Det var indlysende,
at alle der kaldte sig gestaltterapeuter ikke
automatisk kunne være med. Titlen
Gestaltterapeut er ingen beskyttet titel, og det
grå marked vrimler med folk, der efter et par
kurser, uden større samvittighedsnag, nedsætter
sig som terapeuter. Vi ønskede at modarbejde
denne tendens ved at være en paraplyorganisation
for gestaltterapeuter med en solid uddannelse,
både teoretisk og praktisk. vi imidlertid
hverken ville eller havde ressourcer til at
kvalitetsbedømme det enkelte medlem, gik der et
par år med usikkerhed og slinger i valsen.
Kriterierne for medlemskab var en relevant
grunduddannelse og en gestaltterapeutisk
efteruddannelse, men der manglede en egentlig
afklaring af, hvad der mentes med relevant
grund-uddannelse. I de første år havde
medlemsskaren derfor meget forskellige
grund-uddannelser. Dette var ikke
tilfredsstillende på lang sigt, fordi
medlemsgruppen blev for uens med hensyn til det
teoretiske niveau. Der måtte derfor findes frem
til et mere ensartet grundlag uden, at GF af den
grund kom til at bestå af lutter psykologer
eller psykiatere. De nye kriterier blev beskrevet
som en grunduddannelse som cand. psych. eller
beslægtet uddannelse + en fuldendt 3-årig
gestaltterapeutisk videreuddannelse - eller
medlemskab af psykoterapeutisk forening + en
fuldendt 3-årig gestaltterapeutisk
videreuddannelse.
Behov
for klarhed
Det viste sig imidlertid - især for dem, der
skulle tage imod indmeldinger - at kriterierne
stadig var meget vanskelige at at administrere.
For hvad menes der med "beslægtet"
uddannelse? Hvad dækker dette udtryk over
konkret, og hvorfor er det sådan? Efter mange
diskussioner i styringsgruppen er det besluttet
at omformulere kriterierne en smule, idet ordet
"beslægtet" er blevet erstattet med
ordene "eller anden kandidatgrad på
universitetsniveau". Resten er forblevet
uændret.
Optagelseskriterierne
ser nu sådan ud:
A. En grunduddannelse som cand. psych. eller
anden kandidatgrad på universitetsniveau eller:
B. Medlemsskab af Psykoterapeutisk Forening.
C. En fuldendt 3-årig gestaltterapeutisk
videreuddannelse.
Ad A)
Grunduddannelsen
En kandidatgrad i psykologi sikrer, at
terapeuten har studeret teorier om
udviklingspsykologi, socialpsykologi og klinisk
psykologi. Den sikrer endvidere, at terapeuten
kan fungere på et intellektuelt niveau, hvori
kritisk læsning og diskussion af videnskabelige
tekster indgår. En kandidatgrad i psykologi
giver således terapeuten en teoretisk
basisforståelse af diverse psykologiske teorier,
deres forskelligheder og deres ligheder og dermed
mulighed for at kunne placere gestaltterapiens
teori i forhold til andre terapeutiske teorier.
At kende til og
forstå gestaltterapiens teoretiske muligheder og
begrænsninger er netop forudsæt-ningen for, at
kunne holde arbejdet indenfor rammerne af
gestaltterapien. Dette har alt for ofte været en
mangelvare i gestaltterapi, idet "alt, der
virker" her-og-nu er blevet kaldt for
gestaltterapi. En kandidatgrad på
universitetsniveau indeholder ofte studier af
psykologiske, socialpsykologiske teorier også,
selvom studiet ikke sigter på et arbejde
indenfor "branchen". Men det vigtigste
ved universitetsstudier er, at de sikrer, at den
studerende lærer at sætte sig ind i
videnskabelige tekster og tænkning.
Ad B)
Medlemskab af Psykoterapeutisk Forening
Det er klart, at der findes en masse
mellemområder hvor man med god ret kunne hævde,
at kriterierne for en grunduddannelse er opfyldt.
Alle mellemområder har vi imidlertid valgt at
godkende, hvis ansøgeren er blevet godkendt som
medlem af Psykoterapeutisk Forening (MPF). For at
blive medlem af P.F. skal ansøgeren nemlig
opfylde kvalitetskriterier, som godtgør såvel
en teoretisk som en terapeutisk uddannelse af en
vis kvalitet.
Grænsetilfælde
Der vil altid være grænsetilfælde,
hvor reglen om grunduddannelsens art eller
medlemskab af Psykoterapeutisk Forening kan
fraviges. Gestaltterapeuter er jo mennesker, der
ofte går andre veje end de lige. Derfor kan de
folk, der selv har stykket deres teoretiske
uddannelse sammen på en helt anden måde end
flertallet være lige så veluddannede som
universitetsuddannede. Sådanne ansøgere må dog
kunne godtgøre, at de har en teoretisk
uddannelse og kompetence på linie med en
kandidatgrad. Det kan f.eks. dreje sig om folk,
der har forsket eller publiceret artikler, og som
derved har vist deres teoretiske kompetence.
Kravet om en fuldført 3-årig gestaltterapeutisk
uddannelse kan derimod ikke fraviges, da det
netop er det lange seje træk i en 3-årig
systematisk uddannelse, der giver en
grundkompetence i praksis.
Ad. C)
3-årig gestaltterapeutisk videreuddannelse
Ingen af grunduddannelserne indeholder
systematisk terapeutisk træning og egen-terapi.
De repræsenterer udelukkende grundlaget for den
gestaltterapeutiske videreuddannelse.
En
gestaltterapeutisk videreuddannelse på
basisniveau foregår i en træningsgruppe med en
erfaren gestaltterapeut/træner som leder. Den
indeholder (eller bør indeholde) den studerendes
egen-terapi i gruppe (+ eventuelt individuel
terapi hos en erfaren gestaltterapeut), arbejde
med nærvær og forholden sig i gruppen
(gruppeprocesser), træning af den terapeutisk
metode under direkte supervision, teoristudier og
-diskussioner.
GF har indtil
videre ikke villet bedømme de mange
gestaltterapeutiske træning-programmer, selvom
de givet vis er af svingende kvalitet. Det hører
ikke ind under GFs formål at sortere og
kvalitetsbedømme de forskellige
gestaltterapeutiske uddannelser. Derfor godkendes
afgang fra en uddannelse, der kalder sig
gestaltterapeutisk, blot den er gennemført og
har varet minimum 3 år.
______________________________________________________________
Kriterierne
for medlemskab af Gestalterapeutisk Forum er:
Enten:
Grunduddannelse som cand.psych eller anden
kandidatgrad på universitetsniveau + en fuldendt
3-årig gestaltterapeutisk videreuddannelse.
Eller:
Medlemskab af Psykoterapeut Foreningen + en
fuldendt 3-årig gestaltterapeutisk
videreuddannelse.
Kontingentet er
200 kr. pr. år.
________________________________________________________________
Indmeldelse
Du kan søge om medlemskab i GF ved at udfylde
indmeldelsesblanketten under menuen Indmeldelse
eller ved at skrive efter en blanket på hex@adslhome.dk
Når vi får din
ansøgning tager styregruppen stilling til den og
så hører du fra os.
Betal ikke før
du har hørt fra os.
|